Forårsmøde 2024

Forårsmødet 2023, blev afholdt på Jelling Seminarium (University College Lillebælt), Stationsvej 4, 7300 Jelling, Lørdag den 6. april 2024.

Dagen startede tidligt (meget tidligt) - med tørvejr og lidt smålunt, det føles nærmest som den første rigtige forårsdag her i 2024.

Vel ankommet til Jelling, konstaterede vi lidt problemer med at komme ind, men det har vi prøvet før, så Torben havde i forvejen hentet en nøgle, så det lille problem hæftede vi os ikke ved.
Forberedelserne forløb ovenikøbet lettere end normalt, da det kun var ganske få borde der skulle sættes op / flyttes rundt, så alt i alt tegnede dagen godt.

Lige indtil vi skulle forberede dagens første foredrag, og kunne konstatere, at vi trods ad skellige anstrengelser måtte konstatere at vi ikke kunne få liv i projektoren. Vi prøvede og det tog tid, faktisk så lang tid, at vi nærmede os starttidspunktet for første foredrag, så gode råd var efterhånden ved at være tiltrængte.
Heldigvis var der en løsning, i kraft af den lokale el-installatør, her lykkedes det at leje en projektor, der hurtigt blev monteret, og så kunne vi (til tiden) starte med dagens program.

Irma bød velkommen til de godt 60 fremmødte medlemmer. og til dagens foredragsholder – Harry Jans (fra Holland).
Dagens første foredrag:
Med udgangspunkt i tufavæggene i egen have, fortalte Harry om dyrkning i tufa, med bl.a. dyrkningsteknikker, hvordan man konstruerer og bygger eksempelvis en tufavæg og meget andet - Du kan se lidt om Harry Jans tufavæg HER.

Næste punkt på dagsordenen – frokost med tid til at vurdere billederne i fotokonkurrencen og planterne i planteudstillingen, og så var vi klar til at tage med Harry Jans til New Zealand, Sydøen.
En botanisk tur til New Zealands sydø, fra de helt fantastiske bjerge, hvor man bl.a kan se specielle alpine planter som Raoulia eximia og Haastia pulvinaris, til den storslåede udsigt i Fiordland ved Milford sundet. En ø med variation af planter på mange forskellige levesteder.
Du kan se lidt om Harry Jans tur til New Zealand HER.

Begge foredrag blev suverænt tolket af Niels Kristensen.

Desværre oplevede vi ca. en tredjedel inde i foredraget, endnu en udfordring, idet den lejede projektor pludselig strejkede – og så var gode råd igen dyre. Kaffepause og lotteri blev rykket lidt frem, så vi fik lidt tid til at finde en løsning, og igen var den lokale el-installatør behjælpelig, han havde heldigvis en ekstra projektor, som vi fik lov at bruge.
Og så kunne vi fortsætte en spændende og utrolig flot rundtur på New Zealands sydø.

Mødet sluttede med at resultaterne af fotokonkurrence og planteudstillingen blev præsenteret.
- Fotokonkurrencen: Der var indsendt 55 billeder til vurdering, du kan se/gense alle billederne HER, og resultaterne HER.
- Planteudstillingen: Du kan se billederne af de udstillede planter, samt resultaterne HER.

Og som vi plejer - med plantesalget.

Det blev - trods udfordringerne - en rigtig god dag i godt selskab :-)

Du kan se lidt billeder fra dagen herunder (klik et billede for stor størrelse / slideshow).

OBS! Alle billeder fra dagen, og fra planteudstillingen er taget af Erik Poulsen, Ringkøbning - og tjek lige kvaliteten, de er rigtig gode thumbsUp


Harry JansConnor Smith

På sin hjemmeside (www.jansalpines.com) skriver Harry: 

Jeg hedder Harry Jans. Jeg er født i 1957 og har boet i Loenen (højde: 27m / 70ft. over havets overflade) nær Apeldoorn i Holland, siden 1986.

Jeg er gift med Hannie, og vi kan begge godt lide at vandre i bjergene for at se planter i deres naturlige miljø. Jeg studerede havedesign og vedligeholdelse, men har været ansat siden 1982 i det hollandske ministerium for infrastruktur og miljø. Mit nuværende job er specialist i vintervedligeholdelse.

Under en ferie i Schweiz i 1981 blev jeg helt fascineret af alpine planter. For at indsamle mere information om disse planter blev jeg medlem af Alpine Garden Society (AGS).

Gennem kontakterne med medlemmer af dette selskab og andre klubber blev det muligt at udveksle information og erfaringer. Jeg har lært meget af forskellige specialister inden for deres særlige interesseområder. Ikke alene er det sjovt, men det giver også den nødvendige viden til at kunne håndtere sjældne planter og dermed opbygge en plantesamling.

Min have er anlagt på en varieret måde. Man kan tilegne sig mange ideer gennem havebesøg, både herhjemme og især i udlandet. Her og der har jeg indarbejdet nogle af disse ideer på min egen måde i haven og alpinhuset.

I min have har jeg ét stort alpinhus, delvist nedsænket i jorden, og ét lille alu-rammehus, som bliver brugt som mit værksted (formering, såning, oppotning, opbevaring af pottejord, grus etc.) I det store er der bl.a. en tufavæg.
I baghaven er der desuden en drivbænk til at opbevaring/opformering af planter. Denne drivbænk er dækket af bølgeplader (16 mm eller 5/8”), som kører på ruller. Rammens for- og bagside kan åbnes eller lukkes med en slags jalousi ventilationssystem.

Selve haven er bygget op med tufa, både i for- og baghaven. Jeg udvalgte selv disse tufasten i et stenbrud i udlandet og importerede dem.
Især i forhaven, som blev lavet om i 2003, er der indarbejdet nogle meget store stykker tufa, der vejer omkring 1,5 tons hver. Der er boret huller i tufastenen, og mange alpine planter, som normalt vokser i bjergene, har fået deres hjem her.
En lille bæk, langs hvilken en række orkideer vokser, løber gennem klippehaven. Der er også nogle vægge lavet af tørveblokke, der skaber tørvebede. I disse blokke og bede er det muligt at holde nogle helt andre planter. Disse kan dog ofte indgå som alpine.

Der er lavet en fritstående tufavæg af lodret placerede granit kantsten, hvor imellem der er stablet tufastykker, som efterfølgende er blevet tilplantet. I denne væg har jeg mange specielle og lidt vanskelige planter, bl.a. Jancaea heldreichii, som selvsår i væggen.

I forhaven er der lavet en slags tufasøjle. Den er konstrueret af 3 granit kantsten, der er placeret omkring 40 cm fra hinanden på trekantet måde. I midten er der så blevet stablet og tilplantet mindre tufa stykker.

At se planter i deres naturlige habitat er en luksus, jeg heldigvis har haft mulighed for, ikke kun i Europa, men også i Asien, Afrika, Mellemøsten, Nord- og Sydamerika, New Zealand, Australien og Tasmanien. Jeg har deltaget i 3 planteekspeditioner arrangeret af AGS til Kina (2x) og Iran (1x).

Desuden har jeg som rejseleder/arrangør været i Kina over 17 gange. Jeg organiserer og guider også plante-/haverejser til Tjekkiet, Sverige, Tyskland, Italien, Peru, Ecuador, Argentina, Lesotho, Usbekistan, Tadsjikistan, Iran og Sikkim (Indien)